Psykolog Christopher Trier

chris-DSC01720

Om mig

Jeg er 44 år og arbejder som selvstændig autoriseret psykolog i klinikfællesskab med 4 andre autoriserede psykologer. Mine klienter beskriver mig som nærværende, jordnær og uhøjtidelig. Jeg er optaget af det hele menneske. Diagnoser og særlige vanskeligheder kan give vigtig information, men kan ikke stå alene. Jeg trækker på flere metoder i mit arbejde, men er særligt inspireret af mentaliseringsbaseret terapi.

Jeg har siden 2010 arbejdet som klinisk psykolog med børn, unge, voksne, gravide, fædre og familier. Før jeg blev selvstændig psykolog, har jeg arbejdet i børne- og voksenpsykiatrien, været ph.d. studerende på et forskningsprojekt om sårbare gravide, deres partner og børn (WARM-studiet) og arbejdet som klinisk psykolog i Familieambulatoriet med gravide, fædre, spæd- og småbørn på Hvidovre Hospital. Jeg har omfattende viden om normal- og særudvikling hos spæd- og småbørn, børn og unge (som følge af psykiatri og/eller rusmiddel eller medicinforbrug under graviditet) og kan rådgive og vejlede familier og professionelle herom. Udover terapi og udredning har jeg en del erfaring med supervision af psykologer og andre faggrupper, bl.a. fra min tid i Familieambulatoriet, fra min ansættelse i Kompetencecenter for debuterende psykose i Roskilde og fra min tid i børnepsykiatrien. Endelig har jeg udført en del undervisningsopgaver, bl.a. for psykologistuderende på kandidatuddannelsen på Institut for Psykologi Københavns Universitet, Psykiatrien Region Sjælland og Holbæk Kommune.

Jeg har gennem årene beskæftiget mig med mange forskellige psykologiske og psykiatriske problemstillinger og dygtiggør mig løbende ved supervision og efteruddannelse. Senest har jeg i november 2023 afsluttet en 2-årig efteruddannelse i mentaliseringsbaseret terapi for børn, unge og familier.

Privat: Jeg bor på Amager med min hustru Helle og vores sammenbragte familie.

Terapi generelt

Forskning i psykoterapi viser at tryghed til terapeuten og dennes metode er afgørende for at terapi kan være virksomt. Derfor er det afgørende for mig at skabe et trygt rum i terapien. Det skaber jeg grundlæggende ved at være nærværende, rolig og empatisk og ved at være åben omkring hvad jeg tænker (transparent). I de første samtaler vil mit fokus være på hvordan du som klient oplever de problemer du står i. Sammen får vi udfoldet den/de problemstillinger som du kæmper med, i et tempo der føles trygt for dig. Jeg støtter dig i at formulere konkrete mål for terapien og sammen evaluerer vi på de nye strategier du får afprøvet i og udenfor terapien.

Metode: Jeg trækker på flere metoder i mit terapeutiske virke og vil i vid udstrækning lade problemstillingen og dine præferencer guide mit valg af metode. Teoretisk er jeg særligt inspireret af mentaliseringsbaseret terapi. Derudover anvender jeg kognitiv terapi samt ACT. Til voksne, børn og unge med komplicerede psykologiske/psykiatriske problemstillinger eller udviklingsforstyrrelser, vil jeg ofte anvende en mere struktureret og afgrænset kognitiv tilgang.

Du er velkommen til at kontakte mig, så vi kan finde ud af om terapi hos mig, er det rigtige for dig og vi kan aftale tid til den første samtale.

Særligt omkring terapi for børn: Ligesom hos voksne og unge er det afgørende at barnet føler sig trygt i terapien. Derfor vil terapien skifte mellem legende og lystbetonede elementer og samtale eller konkrete øvelser som er målrettet de svære tanker eller følelser som barnet går rundt med. Ved angst, depression eller ved særligt komplicerede psykologiske/psykiatriske problemstillinger, anvender jeg primært kognitive elementer i terapien. I terapi med børn vil jeg ofte anbefale at barnets primære omsorgspersoner (forældre/plejeforældre etc.) inddrages løbende i terapien. Hvis det er muligt, er et forløb til både forældre og barn med hver sin terapeut optimalt. Terapien kan planlægges sådan, at forældre og barn kommer samtidig og har sessioner med hver deres terapeut hver for sig og med afslutning sammen. Når det er muligt at arbejde med hver sin terapeut, udarbejdes der en fælles og individuelle fokusformuleringer, for at sikre et fælles og individuelt mål for terapien. Uanset om der arbejdes med hvert sit forløb for barn og forældre eller om forløbet er med barnet suppleret med inddragelse af forældre, vil forløbet altid starte med en samtale med forælder alene. Til den første samtale afdækkes årsagen til at forældrene ønsker et terapeutisk forløb, deres forståelse af de problemer som de og deres barn står i og deres ønsker og håb for terapien. I den anden samtale er det barnet som inviteres ind i samtalen. Fokus for anden samtale er at barnet og jeg lærer hinanden at kende, herunder at jeg får en fornemmelse af hvordan barnet selv oplever de problemer som fylder i barnets liv. Jeg vil i øjenhøjde med barnet, fortælle hvad vi kommer til at lave og hvorfor, for at skabe tryghed og mening og terapien vil veksle mellem samtale og leg. På baggrund af de 2 første samtaler, som ofte suppleres med 1-2 afdækkende samtaler, vil jeg udarbejde og præsentere en forståelse af problemerne i en form som giver mening for forældre og barn. Dertil vil jeg præsentere forslag til hvordan det videre forløb struktureres inklusiv konkrete mål for terapien. Typisk vil forløbet udover de indledende afdækkende samtaler bestå af 5-6 terapisessioner og evaluering, hvor det besluttes om der er behov for flere samtaler. Fokus i børneterapien er på terapeutiske øvelser og udvikling af nye strategier. Fokus i forældresamtalerne er forståelse af barnet og hvordan de bedst muligt kan støtte barnet i at lære og opretholde nye handlestrategier.

Parterapi: Når par opsøger parterapi er det ofte fordi de oplever sig fastlåst i mønstre og konflikter, som slider på parforholdet og skaber tvivl og utryghed og en manglende tro på fremtiden. Jeg hjælper jer med at se på de negative mønstre, der er opstået mellem jer og ”oversætter” handlinger eller manglen på samme, så det begynder at give mening for jer. I vil opleve at jeg aktivt styrer samtalen, taler med jer en ad gangen og instruerer den anden part i at lytte. Sammen undersøger vi de kommunikations- og handlemønstre som er opstået mellem jer og den effekt det har på jer. Dertil udforsker vi sammen hvad der er vigtigt for jer hver især. Jeg hjælper jer til at afprøve mere givende forståelser af hinanden og de handlemuligheder der opstår med et perspektivskifte. Uanset om parterapien er med til at genforene jer eller om I går hvert til sit, er parterapien med til at reparere på en svær tid i parforholdet og kan styrke fundamentet for jeres fremtidige relation.

Walk and talk: Det er også muligt at terapien tager form af walk and talk. Kontakt mig for at høre nærmere.

Mentaliseringsbaseret terapi

Mentaliseringsbaseret terapi går kort og godt ud på, at øge klientens mentaliseringsevne. Mentaliseringsevnen er evnen til at kunne forstå egne og andres tanker, følelser, intentioner og handlinger. Ved god mentalisering kan man sige at der er ligevægt imellem tanker, følelser og handlinger og der er en fleksibilitet og udviklingsparathed til stede i tænkningen. Alle mennesker oplever mentaliseringssvigt, særligt i pressede situationer. Når man oplever mentaliseringssvigt bliver man mere fastlåst i sin tænkning og kan have sværere ved at se tingene fra et andet perspektiv. Når man er tryg og føler sig forstået kan man bedre mentalisere og gradvist åbne sig op for at tingene måske kan anskues på andre måder. Næste skridt er at afprøve andre handlestrategier og evaluere på deres effekt.

Supervision

Jeg tilbyder både individuel- og gruppesupervision. Jeg har særligt erfaring med tværfaglig supervision. Det er vigtigt for mig at supervisionen bliver relevant og meningsfuld og jeg har god erfaring med at give teamet specifikke lyttepositioner ud fra dine præferencer og behov som supervisand og den givne problemstilling. Som supervisor er jeg særligt optaget af at udfolde problematikkerne ud fra en udviklingspsykologisk/udviklingspatologisk tænkning (caseformulering) med vægt på dine præferencer og behov som supervisand. Jeg trækker på mentaliseringsbaseret teori og systemisk tænkning (reflekterende team) i min supervision. Du/I er meget velkomne til at kontakte mig, hvis du/I ønsker at høre mere om hvordan et supervisionsforløb kan se ud med mig som supervisor.

A Title That Gets the Visitor to Contact You

This is your chance to emphasize why the visitor should contact you right now.

cristopher